BalanSind er en sammenskrivning af "Balance i Krop og Sind" og symboliserer måden, hvormed jeg specifikt kombinerer KST og en række andre meget blide behandlingsformer. BalanSind terapi behandler kort fortalt, fysiske og psykiske lidelser, primært ved at afbalancere nervesystemet og assistere kroppens iboende selvoprettende evne.
Det behøver ikke gøre ondt – tværtimod
Når det autonome nervesystem faciliteres særdeles blidt, med en nænsom og præcis tilgang, forløses spændinger, ubalancer og traumer på en forunderlig vis. Min erfaring viser tydeligt, at denne tilgang er mere virksom og overlegen ift. de mere gængse behandlingstyper, hvor terapeuten tager "ordentligt" fat. Det er absolut ikke en forudsætning, at det skal gøre ondt for at gøre godt – faktisk tværtimod!
Når du har smerter, mærker ubehag, føler dig stresset, nervøs eller angst - er det så hensigtsmæssigt, hvis du skal anstrenge dig for at slappe af under behandlingen? Nej vel... behandlingen bør ikke provokere din kamp/flugt-respons og stresse dig yderligere men derimod berolige dit nervesystem og gøre dig afspændt og afslappet.
Navnlig i forhold til chok og traumer er risikoen stor. Hvis terapeuten går bare en anelse for kraftigt til værks, er der stor risiko for traume reaktivering selv om intentionen er forløsning. Selv en teknik der påvirker kroppen med et mindre tryk, kan nemt være for voldsomt ift. senfølger fra et piskesmæld, en hjernerystelse eller andre fysiske eller psykiske traumer.